tirsdag den 3. januar 2017

Noget om træer

Der er ikke mange træer, hvor jeg bor. Jo, der er da træer, men her i København er der ikke sådan RIGTIG træer. Kun i parker og - hvis man er heldig - på alleer, ligesom på min gade. Jeg voksede op i Vestjylland, og der er der heller ikke så mange træer. Dem, der er, peger mod øst på grund af den hårde vestenvind. Og skovene er mestendels de hårdføre nåletræer (ikke at der er noget i vejen med det, men det bliver lidt ensformigt).

Med tiden er jeg blevet mere og mere fascineret af de høje skabninger - og helt generelt grønne planter. Så meget, at jeg her midt i asfaltjunglen har ladet mine skabslåger tapetsere med en grøn bøgeskov, så det nu er det første, jeg ser, når jeg vågner om morgenen. Jeg har nemlig en ting for bøgetræer. Gården, hvor jeg er vokset op, hedder Bøgholt, for her har en gruppe bøgetræer fået lov til at vokse sig høje, fordi andre træer har taget brodden af den værste vind. Midt på græsplænen står det gamle asketræ, og lige bortset fra min ting for bøgetræer, er det gamle asketræ virkelig mit yndlingstræ. Det er kæmpe stort, måske 15 meter højt, hvis ikke mere. Og det er en god beskytter mod lyn og torden der midt på de flade marker. Det et godt træ. Min mor plejer at sige, at hun føler sig beskyttet, når hun står nedenunder det. Som om træet passer på én og generøst deler ud af sin gode energi. Det kan jeg godt følge, selv om min mor til tider er lidt flippet.
Nu er gården afhændet, og gode mennesker er flyttet ind. Men jeg har foreslået min far at det skulle skrives i en servitut, at asketræet aldrig må fældes, med mindre det dør. Jeg tror, det bringer uheld at fælde det gode træ, og jeg kan blive helt dårlig ved tanken om at se det smukke asketræ lade livet for lidt lys ind ad vinduerne.




Men hvorfor al den snak om træer? Jo, for et halvt års tid siden faldt jeg over en artikel om en tysk skovfoged, der ved en masse om træer. Han ved så meget, at han har skrevet en bog om dem, og nu er den endelig blevet oversat til dansk efter at have solgt mere end svimlende 400.000 eksemplarer i Tyskland. Skovfogeden hedder Peter Wohlleben, og han fortæller passioneret om træernes væsen i Træernes hemmelige liv.

Jeg bliver ramt af en kæmpe ydmyghed overfor træerne, når Peter Wohlleben øser ud af sin viden. Godt nok er træer ikke væsener, der kan tænke, men de kan kommunikere med hinanden, de får børn, som de opfostrer, og de hjælper hinanden til at overleve i trange tider.  Jeg er netop nu i gang med at læse bogen, og kapitlerne er korte, så den er nem at gå til og fra. Derfor er det heller ikke en af de bøger, man læser ud i én køre. Til gengæld er den god at hive frem og lige læse et kapitel af i ny og næ og bid for bid at få afsløret endnu mere af træernes hemmelige liv - der er så meget, der sker under jorden og bag barken altså!

Jeg ved til gengæld ikke, om det er en bog, jeg får læst færdig. Men det gør egentlig heller ikke så meget, for den kan i stedet være god at hive frem, når man skal have lidt god trækarma.
Skaf dig bogen og få respekt for vores høje, grønne venner - dem skal vi passe godt på!

Peter Wohlleben, Træernes hemmelige liv (2016), People's Press, 216 sider