Kvindernes kampdag - og kampen om ordet

Det er ikke blevet til meget bloggeri, I know. Men det er altså ikke fordi, jeg ikke har læst nogen bøger. Okay, indrømmet. Jeg har ikke læst så mange bøger, som jeg plejer, men jeg har da i hvert fald slet ikke fået skrevet om de bøger, jeg har læst.

Nu kan jeg dog mærke, at læselysten er ved at melde sig igen. Så derfor vil jeg lige skynde mig at indhente mine små hængepartier.

I første omgang kaster jeg lige et blik tilbage på den 8. marts,  Kvindernes Kampdag, som var for halvanden uge siden. Jeg er erklæret feminist, og det er jeg ikke bange for at sige højt. Uha uha, så modig hun er, tænker du måske. sarkastisk. Men det er faktisk i dagens Danmark ikke noget, man går og råber op om. Jeg tror, det er fordi, at der hænger en eller anden fordom omkring ordet feminist: Som om man hader mænd, brænder bh'er osv. Jeg elsker mænd - og mine bh'er - og betegner i det store hele mig selv som helt normal. Så grunden til, at jeg højt proklamerer, at jeg er feminist, er faktisk for at tage lidt af det farlige ud af ordet. Det er min egen lille kamp om ordet.

Derfor proklamerede jeg også højlydt på mit arbejde (i den blå finansielle sektor), at jeg skulle ud og demonstrere med min pussyhat, som jeg selv havde strikket. Jeg var af sted med min veninde Anne, som jeg også havde strikket en hat til (jeg skulle selvfølgelig i frokostpausen høre på en masse hyggesexistiske jokes fra mænd, der ikke kunne forstå, hvorfor vi stadig havde en kampdag - ja, det understreger jo netop, hvorfor vi stadig har en kampdag!).

 Jeg vil gerne tage det farlige ud af ordet feminisme, og det er også en af grundene til, at jeg til daglig på arbejdet drikker af et krus med teksten FEMINIST. Jeg sørger altid for taktisk at vende teksten ud ad, når jeg stiller den i kaffeautomaten og brygger mig en kop kaffe - så andre kan se den. Måske kan det afføde en lille snak - det håber jeg hver dag. Det sker desværre kun sjældent.
En dag så en kvindelig kollega min kop og udbrød: "Er du feminist?!" - som om det var noget mega kontroversielt! Ja, selvfølgelig er jeg feminist! Det er min forbandede pligt at være, og det er DIN forbandede pligt at være. Det siger jeg altid, når nogen spørger. Igen: Det er min egen lille kamp om ordet - det er ikke hverken farligt eller kontroversielt, men bør være det stik modsatte.

Den nigerianske forfatter og feminist Chimamanda Ngozi Adichie siger i sit essay Vi burde alle være feminister det meget rammende - i forhold til, hvorfor vi bruger ordet feminist og er feminister:

 

 

Tag og læs den. Den tager sådan cirka ti minutter at læse, og den fortæller meget godt, hvorfor det er vores alles forbandede pligt at være feminister. Og viser, at vi samtidig skal være taknemmelige over, at vi er noget længere med ligestillingen her i Danmark, end de er i Nigeria. Men selv om vi har ligestilling, skal vi stadig kæmpe. Som min søde - og feministiske, gudskelov - kæreste altid siger: "Sådan er det jo med rettigheder - selv om vi har fået dem, skal vi blive ved med at kæmpe for dem, for hvis vi tager dem for givet, forsvinder de." Det har han fuldstændig ret i, og derfor marcherede Anne og jeg stolte gennem byen med vores pinke pussyhatte.

Er du ikke helt med på, hvad det er for noget med pussyhats, så læs mere her - det er noget med Donald Trump og "Grab them by the pussy"

Chimamanda Ngozi Adichie: Vi burde alle være feminister (2012), Gyldendal, 52 sider

Noget om træer

Der er ikke mange træer, hvor jeg bor. Jo, der er da træer, men her i København er der ikke sådan RIGTIG træer. Kun i parker og - hvis man er heldig - på alleer, ligesom på min gade. Jeg voksede op i Vestjylland, og der er der heller ikke så mange træer. Dem, der er, peger mod øst på grund af den hårde vestenvind. Og skovene er mestendels de hårdføre nåletræer (ikke at der er noget i vejen med det, men det bliver lidt ensformigt).

Med tiden er jeg blevet mere og mere fascineret af de høje skabninger - og helt generelt grønne planter. Så meget, at jeg her midt i asfaltjunglen har ladet mine skabslåger tapetsere med en grøn bøgeskov, så det nu er det første, jeg ser, når jeg vågner om morgenen. Jeg har nemlig en ting for bøgetræer. Gården, hvor jeg er vokset op, hedder Bøgholt, for her har en gruppe bøgetræer fået lov til at vokse sig høje, fordi andre træer har taget brodden af den værste vind. Midt på græsplænen står det gamle asketræ, og lige bortset fra min ting for bøgetræer, er det gamle asketræ virkelig mit yndlingstræ. Det er kæmpe stort, måske 15 meter højt, hvis ikke mere. Og det er en god beskytter mod lyn og torden der midt på de flade marker. Det et godt træ. Min mor plejer at sige, at hun føler sig beskyttet, når hun står nedenunder det. Som om træet passer på én og generøst deler ud af sin gode energi. Det kan jeg godt følge, selv om min mor til tider er lidt flippet.

Nu er gården afhændet, og gode mennesker er flyttet ind. Men jeg har foreslået min far at det skulle skrives i en servitut, at asketræet aldrig må fældes, med mindre det dør. Jeg tror, det bringer uheld at fælde det gode træ, og jeg kan blive helt dårlig ved tanken om at se det smukke asketræ lade livet for lidt lys ind ad vinduerne.

Men hvorfor al den snak om træer? Jo, for et halvt års tid siden faldt jeg over en artikel om en tysk skovfoged, der ved en masse om træer. Han ved så meget, at han har skrevet en bog om dem, og nu er den endelig blevet oversat til dansk efter at have solgt mere end svimlende 400.000 eksemplarer i Tyskland. Skovfogeden hedder Peter Wohlleben, og han fortæller passioneret om træernes væsen i Træernes hemmelige liv.

Jeg bliver ramt af en kæmpe ydmyghed overfor træerne, når Peter Wohlleben øser ud af sin viden. Godt nok er træer ikke væsener, der kan tænke, men de kan kommunikere med hinanden, de får børn, som de opfostrer, og de hjælper hinanden til at overleve i trange tider.  Jeg er netop nu i gang med at læse bogen, og kapitlerne er korte, så den er nem at gå til og fra. Derfor er det heller ikke en af de bøger, man læser ud i én køre. Til gengæld er den god at hive frem og lige læse et kapitel af i ny og næ og bid for bid at få afsløret endnu mere af træernes hemmelige liv - der er så meget, der sker under jorden og bag barken altså!

Jeg ved til gengæld ikke, om det er en bog, jeg får læst færdig. Men det gør egentlig heller ikke så meget, for den kan i stedet være god at hive frem, når man skal have lidt god trækarma.
Skaf dig bogen og få respekt for vores høje, grønne venner - dem skal vi passe godt på!

Peter Wohlleben, Træernes hemmelige liv (2016), People's Press, 216 sider