torsdag den 28. april 2016

Morten Pape: Planen




Planen er forfærdelig bog. På den forfærdelig gode måde!

Jeg var ellers ikke sikker på, at jeg gad læse den. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, måske var jeg faldet over en lunken anmeldelse. Den stod under alle omstændigheder ikke øverst på to do-listen. Men så foreslog en af de andre fra læseklubben, at vi skulle læse den. Og så havnede den alligevel på mit natbord. Og på sofabordet. Og på bakkebordet ved siden af den gode lænestol. For Planen er en bog, hvor den ene side tager den anden.

Og her i bagklogskabens lys, skal Planen selvfølgelig være en del af mit personlige pensum – jeg, som bor på Amager. Handlingen foregår få kilometer fra, hvor jeg bor, nemlig i Urbanplanen, som er et socialt boligbyggeri på Amager. Her vokser Morten op i en kernefamilie med far, mor og to mindre søskende. Far og mor bliver skilt, mor er ked af det, far får nye mærkelige kærester, og skolen er op gennem 1990’erne en kamp for overlevelse i det hårde gademiljø, hvor plageånder som Fuad gør frikvartererne usikre.

Planen er en miljøskildring af et boligområde, hvor jungleloven hersker. Planen er en skildring af en tid op gennem 1990’ere og første halvdel af 00’erne. Og Planen er en skildring af en skilsmissefamilie med problemer og manglende overskud. Og romanen skildrer det hele fremragende.

Miljøet i Urbanplanen er helt ekstremt langt væk fra det miljø, jeg selv er vokset op i (på en bondegård i Vestjylland). Jeg kunne nemmere identificere mig med en af de stakkels elever fra Randers, der på et tidspunkt i bogen er på udveksling på Dyvekeskolen, der er Mortens og de andre uvorne ungers skole, end jeg kunne identificere mig med Morten og hans venner. Planen er derfor et indblik i et miljø, jeg aldrig har færdes i, og alene af den grund bør romanen være fast del af pensum for alle os, der er vokset op i den anden ende af landet.

Planen er så vidt jeg ved meget selvbiografisk, og der bliver ikke lagt fingre imellem. Hverken i forhold til familien, kammeraterne eller Morten selv. Jeg-fortælleren Morten udleverer i lige så høj grad sig selv, som han udleverer sin depressive mor, sin fraværende far og sine plageånder i skolen. Det gør den troværdig, selv om man nogle gange tager sig selv i at tænke ”jamen der må da også have været nogle lyspunkter?”.

Og det er ikke bare personerne og miljøskildringen, der er troværdig. Det samme er sproget, og det fungerer. Det er længe siden, jeg så ubesværet er skøjtet igennem så lang en bog og samtidig virkelig har nydt sproget. Det flyder let og ubesværet samtidig med, at formuleringerne formår at være hjerteskærende og rå på samme tid. Fx da Morten og hans familie skal på ferie, som skal slutte med en tur i en tysk forlystelsespark. Men far får ondt i tanden, så forlystelsesparken er aflyst.

Far træder på sømmet, og inden længe er vi tilbage på den danske side af grænsen, og lidt inden det bliver aften, har vi passeret Kalvebodbroen og er tilbage på Amager, og der stinker igen af røv og nøgler, og så er vi hjemme og spiser rester fra tasken, spaghetti i tomatsovs på dåse mens fjernsynet kører, og far tager sig til kinden, og han beklager sig, og mor ignorerer ham, og alting er som det fucking plejer.

Man fornemmer virkelig håbløsheden.

Forfatteren er jævnaldrende med mig, og handlingen tager derfor udgangspunkt i en tid, jeg selv har været barn og ung i. Der refereres til steder i mit nærmiljø, fx Amagercenteret, hvor jeg faktisk købte bogen. Og alligevel er det en helt anden verden. Det fungerer, og det udvider min horisont, og det bliver helt Ejersbosk. Jeg sidder bagefter med samme følelse, som jeg havde, da jeg havde læst Liberty (den sidste del af Jakob Ejersbos Afrika-triologi): At jeg nu ved meget mere om en del af verden, som jeg ikke anede noget om før.

Hvis jeg skal komme med en lille kritik, er det, at de første 500 sider af en eller anden grund fungerer meget bedre end de sidste 60 sider. Det bliver lidt som om, forfatteren lige skulle have afsluttet bogen, og så er det gået lidt hurtigt. Det er en skam, men det ødelægger ikke det overordnede indtryk, at Planen er en fremragende, forfærdelig bog.
Det var læseklubben i øvrigt fuldstændig enig med mig i.

Morten Pape: Planen (2015), Politikens Forlag, 565 sider