mandag den 5. september 2016

Ane Riel: Harpiks


Jeg havde egentlig andre bogplaner i min sommerferie. Men så var vi hjemme ved min svigerfamilie i nogle dage, og så stak min stedsvigermor Ane Riels Harpiks i hånden på mig.
”Læs den!” beordrede hun. Jeg trak lidt på det, fordi jeg egentlig havde George Orwells 1984 på programmet, men hun gav ikke op, og scenariet gentog sig dagen efter – denne gang ledsaget med ordene ”Det er lige en bog for dig, det tænkte jeg, da jeg læste den”. Jeg var stadig kun nået til Per Stig Møllers forord i 1984, så jeg gav mig og lånte Harpiks med hjem.


Nu er det efterhånden nogle uger siden jeg blev færdig, men det skal da ikke afholde mig fra at fortælle lidt om Harpiks.

Det svære ved Harpiks er dog, at det er meget svært at skrive om den uden at komme med spoilers. Så det vil jeg forsøge at lade være med. I stedet vil jeg sige, at jeg ikke var helt oppe og ringe over den, men den var absolut heller ikke dårlig. Den var nok snarere uhyggelig – uhyggelig på den der omsorgssvigt-der-ikke-var-af-ond-mening-måden. Måske er det bare derfor, jeg ikke var oppe at ringe over den. Det er ikke den type bøger, jeg normalt kaster mig over. For Harpiks er ikke socialrealisme på samme måde som Planen, som jeg læste i foråret. Der er den nemlig lidt for svær at placere både geografisk og tidsmæssigt.

Harpiks foregår på en fiktiv ø i en ikke nærmere bestemt tidsperiode. Meget af romanen er set fra pigen Livs synspunkt. Hun bor afsides med sin mor og far og en helt masse ragelse. Og det, jeg er virkelig imponeret over ved Harpiks, er, at jeg sjældent har læst en bog, der er så troværdigt skrevet ud fra et barns synspunkt. Liv kender jo ikke andet end det liv, hun har, men hun begynder at få en anelse om, at det ikke er helt normalt. Ane Riel formår at ramme den der naive, barnlige tone – uden det bliver for meget. Hun får indkapslet barnets ukomplicerede måde at opfatte en virkelig kompliceret verden på. Det er godt gjort.

Romanen indeholder nogle ret fucked up ting. Hvem kan fx have det at ligge i en frisktømret kiste som et dyrebart barndomsminde? Hvordan kan en kvinde blive så stor, at hun ikke kan bevæge sig nogen steder hen? Hvordan kan man melde en person død, uden hun er død? Det er nok også derfor, jeg synes, bogen er lidt uhyggelig – selv om den også er lidt langt ude på nogle punkter.

Men den var svær at lægge fra sig. Og dermed god – men lidt dyster – ferielitteratur.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar