Nu har jeg ”læst” Krig og Fred

Så er jeg tilbage på den daglige cykeltur mellem Amager og Københavns Nordhavn: Ferien er forbi og arbejdet passer ikke længere sig selv. Det har været en dejlig ferie, og den blev brugt fornuftigt. Jeg fik nemlig pløjet mig gennem klassikere som Krig og Fred, Moby Dick og Kong Ødipus. Er det ikke bare fantastisk, at man kan nå den slags i sin ferie? Det er ret fantastisk, synes jeg, og Danmarks Radio har gjort det super let for mig i denne ferie.

Jeg har nemlig temmelig meget hoppet over, hvor gærdet var lavest. Som en super service har DR’s Anne Termansen nemlig fået otte forskellige danske forfattere til at genfortælle deres yndlingsromaner. Det er der kommet nogle rigtig gode podcasts ud af, og det er jo perfekt, når sommervejret i min sidste ferieuge var temmelig omskifteligt, og jeg samtidig også gerne ville hygge mig med lidt broderi.

Jeg kastede mig først over Jens Smærup Sørensens genfortælling af Lev Tolstojs Krig og Fred. De to bind står på min bogreol, men jeg må med skam erkende, at jeg nok bare aldrig får dem læst. Det lykkedes mig for mange år siden at komme i gennem Dostojevskijs Forbrydelse og Straf (prale, prale, ja, jeg har faktisk læst den, og den var god!), og jeg tænkte dengang, at Krig og Fred også burde læses en dag, for der er bare noget fascinerende ved Rusland. Men jeg tror helt ærligt, at jeg først kommer til det en gang, når jeg bliver gammel. Det er derfor interessant at høre Jens Smærup Sørensens fortolkning af romanen – inklusive spoilers! Og tak for at der er spoilers – det er jo i virkeligheden det, man er ude efter, når man ved, at man nok alligevel aldrig finder koncentrationen eller tiden til t få læst værket.

Jeg var også meget glad for podcasten om Moby Dick, som bliver genfortalt af Ib Michael. Det fantastiske ved denne podcast er, at hans kærlighed til bogen virkelig skinner tydeligt igennem.

Og så var jeg meget begejstret for Søren Ulrik Thomsens fortælling om Kong Ødipus, hvor jeg samtidig kunne konstatere, at jeg troede, at den historie handlede om noget helt andet. Jeg har altid troet, at Ødipus var en ond karakter, men det ændrede jeg syn på efter at have hørt den kyndige gennemgang af historien.

Således taknemmelig for at nogen tager sig tid til at lave glimrende podcasts med spoilers og det hele, så vi andre kan spille kloge, hvis vi en dag får en bordherre, der rent faktisk har læst Krig og Fred (som om det nogensinde skulle ske!)

Her kan du finde Klassikere genfortalt

Og nu vi er ved podcasts om bøger, vil jeg også lige anbefale Politikens Poptillæg med værten Lucia Odoom. Her får alskens popfænomener en kompetent behandling, og det er fedt at høre gæsterne i studiet nørde igennem emner som Beyonces album Lemonade eller min yndlings tv-serie Game of Thrones. Op til sommeren handlede det om bøger i podcasten Poptillæggets solhede læsemaraton, hvor en flok unge kvinder på min alder diskuterer bøger – både dem, de læser og dem, de ikke har fået læst, selv om intentionen var der. Måske kan jeg netop rigtig godt lide Politikens Poptillæg, fordi jeg passer perfekt ind i målgruppen – anyways, det er et lyt værd. 

- Også selv om ferien nu er slut og hverdagen trænger sig på. Måske netop derfor!

Læs mere om Politikens poptillæg her

Daniel Dencik: Grand danois

Jeg har ikke før læst noget af Daniel Dencik, men da jeg faldt over en meget rosende anmeldelse i Politiken, besluttede jeg mig for, at novellesamlingen Grand Danois skulle være en del af mit sommerpensum. Det var en god beslutning.

Den røg med i tasken, da jeg for to uger siden fik sommerferie og tog til Ystad på spaophold med min kæreste. Sådan en lille nem novellesamling på 173 sider er perfekt til den slags. Novellerne er af overkommelig længde og passer lige til en lille pause på værelset eller til en panoramaudsigt ud over Østersøen (ja, det var en skøn tur, og Ystad Saltsjöbadet kan anbefales til alle med hang til luksus og badekåber!). At jeg så samtidig havde glemt min oplader til min telefon betød, at jeg ikke faldt i SoMe-fælden, men i stedet brugte de små pauser med en bog i hånden – sådan som det i virkeligheden altid burde være.

Jeg fik tilfældigvis fat i en signeret udgave, da jeg købte bogen. På første side har forfatteren skrevet ”Nogle gange bliver det hele bare lidt for sørgeligt”. I øvrigt et citat, der går igen i en af novellerne. Der er også noget sørgeligt over novellerne – ikke at det er noveller forbundet med store tab, som vi kender dem, når fx et nært familiemedlem dør, eller man havner i en livskrise som arbejdsløshed, sygdom eller andet. Det er en anden form for ensomhed – at de mandlige hovedpersoner er øer, der ikke er forbundet med andre, men på en måde helt alene.

En af mine favoritter i novellesamlingen er novellen Hansen, der handler om en lille dreng, hvis far (der hedder Hansen til efternavn) han ikke har kontakt med, men som troligt skriver breve til ham og altid finder hans adresse, selv om de flytter. Hans mor får en ny mand, der også hedder Hansen, men denne Hansen vil gerne bestemme og har nogle lidt specielle ideer om opdragelse. Jeg vil ikke røbe mere, men denne novelle er – i modsætning til nogle af de andre – fuld af håb.

En anden novelle, jeg også godt kunne lide, var Fredens park, der handler om en mand, der netop er kommet hjem fra Doha med underskrevne skilsmissepapirer. Som blind passager i tastaturet er en lille myre, som han fatter sympati for og får lyst til at beskytte. Der er noget tragikomisk og deprimerende over det – og samtidig noget genkendeligt. Kan man virkelig få sig selv til at slå en lille myre, der har rejst med den lange vej fra Doha, ihjel? Jeg er ikke sikker på, at jeg kunne.

Ofte synes jeg, at novellesamlinger er en blandet fornøjelse. Bedst som man er kommet i gang med historien, slutter den. Sådan er Grand Danios ikke. På den måde er det fine små afsluttede fortællinger i et let og ubesværet sprog, og selv om de vel nok giver lyst til at vide mere om, hvordan det vil gå hovedpersonerne, er de alligevel perfekt afsluttet. Og når man først er begyndt på en novelle, er man nødt til at læse den færdig. Det er i hvert fald ikke sidste gang, jeg læser noget af Daniel Dencik.

Daniel Dencik: Grand Danois (2016), Gyldendal, 173 sider

-

Og så slutter vi lige af med den skønne udsigt, som nogle af novellerne konkurrerede med:

Erlend Loe: Enden på verden som vi kender den

Jeg elskede Doppler – det har jeg før nævnt her på bloggen. Og nu har jeg fået læst den tredje bog i serie om Doppler: Enden på verden som vi kender den.

I første bog Doppler er Andreas Doppler familiefaren, der en dag beslutter sig for at flytte ud i skoven og leve der. I anden bog Volvo Lastvagnar rejser Doppler rundt og bor blandt andet i Nordsverige. Og i tredje bog vender Doppler hjem til familien i Oslo. Til det hvide hus, der imidlertid er blevet malet blåt og har fået tilføjet herrenavnet Egil Hegel på postkassen

Vi læste Enden på verden som vi kender den i læseklubben for en måneds tid siden, og der var delte meninger om den. Vi, der havde læst de to foregående bøger, syntes godt om den, mens hende, der ikke havde læst de andre bøger, var noget mere lunken. Jeg synes dog heller ikke helt, at treeren her kan hamle op med Doppler, som jeg virkelig elskede, og som jeg fik lyst til at læse endnu en gang. Men den har helt sikkert sine øjeblikke. Især fordi den påpeger mange af de ting, som er galt med verden i dag. Fx møder Doppler, efter han er vendt hjem, til sin store forbløffelse tøsebloggerne på internettet – dem der skriver om diverse hudplejeprodukter, mode og fotograferer sin mad. Det giver ingen mening for Doppler, der i årevis har været afsondret fra internettet. Således bliver mange nutidige fænomener behandlet med Dopplers øjne.

Det, jeg godt kan lide ved bogen, er, at Loe elegant formår at pege på vores alle sammens temmelig konforme måde at tænke og agere på. Fx da Doppler er vendt hjem og skal møde de gamle venner og langsomt begynder at pynte på historierne fra skoven. Det er som om omverdenen ikke kan acceptere, at Doppler blot var ude i skoven for at være. Der skal ligesom have været en højere mening med det, og der skal noget dramatisk ind over for at stille omverdenen tilfreds. 

Derudover er der noget helt grundlæggende komisk over Dopplers måde at tænke på. Fx at det kommer bag på ham, at hans kone Solveig og de tre børn er kommet videre i deres liv, mens han har været væk. Han forventer at blive modtaget som en konge, men i stedet er der rykket en anden mand ind. Sidenhen skal Doppler begynde at passe ind i samfundet igen, men det synes som en umulig opgave, når man allerede én gang har vendt livets hamsterhjul ryggen. Doppler passer ikke længere ind i de faste rammer, og han tilbringer blandt andet sine dage med en kanin (i øvrigt et utroligt komisk kapitel på s. 91). På den måde udfordrer Loe vores måde at leve på - han udfordrer alle os, der passer job, betaler husleje og generelt gør det, der er forventet af os.

Til gengæld er der også nogle passager i romanen, som det er svært at se meningen med, og de virker til tider overflødige. Det taler imod bogen, der dermed fremstår noget rodet. Jeg kan i hvert fald personligt bedst lidt første halvdel af bogen, hvor der er en form for kontinuitet i handlingen.

Det er bestemt en anbefalelsesværdig roman, hvis man trænger til god sommerunderholdning og i øvrigt elskede de første bøger i serien. Men måske er Dopplers univers en tand for sært, hvis man starter her. Jeg mener nu godt, at bogen kan så for sig selv. Så god fornøjelse med det!

- 

Erlend Loe: Enden på verden som vi kender den (2016), Gyldendal, 277 sider