Flere forårsbøger

Der er lige kommet feriepenge, og det skal selvfølgelig fejres! Med bøger! Egentlig skulle jeg bare have en bog om tomater. Jeg har lånt min underbos bog om tomater, og den er egentlig ret så fin, når man som jeg i år dyrker tomater helt fra bunden. Derfor besluttede jeg mig for selv at skaffe et eksemplar, så jeg drønede omkring Politikens Boghal efter arbejde.

Det var egentlig ikke fordi, der skulle shoppes amok i bøger. For jeg skal nemlig til Paris om et par uger. Og så var det, at jeg kom i tanke om, at jeg da lige skulle have Politikens Kort og godt om Paris. De små bøger er ret uundværlige, når man rejser til nye storbyer, for der er altid gode små kort, og de er lette at have i tasken – og så behøver man heller ikke at ligne et let lommetyveoffer med et kæmpe kort, når man står der og skal finde vej. Så den skulle jeg da også lige have. Og så selvfølgelig bogen om tomaterne.

Men så stod jeg der ved hylden med alle havebøgerne, og så fandt jeg også lige en bog om krydderurter. Det er jo også noget af det, jeg dyrker på altanen. Det er en virkelig fin bog om alle mulige slags krydderurter. Og så er der tilmed opskrifter i – lige til at blive inspireret af. Den var jeg nødt til at have med hjem.

Jeg kunne sagtens have købt flere bøger. Der var utroligt mange faglitterære bøger, jeg havde lyst til at købe i dag. Men som sagt skal jeg til Paris om et par uger, og der skal jo også være plads til lidt shopping.

MEN hvis jeg var ligeglad med den slags, så havde jeg også købt bogen Tarme med charme af Giulia Enders. Ja, den handler om menneskets organ tarmen, og ja, det er måske lidt stenet at købe sådan en bog. Ikke desto mindre er den ifølge saxo.dk vældig populær, og jeg forstår godt hvorfor. Jeg bladrede den lidt igennem, og den ser faktisk ret interessant ud – især når man som mig en gang i mellem kan have lidt ondt i maven.

Og så ville jeg også have købt Guld og bedrag – de risikerede alt for at snyde nazisterne af Henrik Denta. Bogen handler om, hvordan man besluttede sig for at flytte alt Danmarks guld til udlandet lige inden 2. verdenskrig, fordi man frygtede, at nazisterne ville stjæle det, hvis de besatte Danmark. For nogle uger siden læste jeg en artikel om det, og jeg var totalt revet med af den top hemmelige mission. Jeg måtte i hvert fald med jævne mellemrum læse højt for min kæreste af ren og skær fascination.

Men de to bøger må altså vente til en anden god gang. I stedet blev det forårsbøgerne om planter og storbyrejsen. Mere når jeg nok alligevel ikke at læse lige foreløbig.

--- 

Kort og godt om Paris (2015), Politikens Forlag

Lene Tvedegaard: Den nye røde om tomater (2015), 173 sider, Koustrup & Co.

Lene Tvedegaard: Krydderurter – bogen for urteelskere (2013), 364 sider, Koustrup & Co

Læseklubben læste: Maria Gerhardt: Der bor Hollywoodstjerner på vejen

Som jeg tidligere har fortalt her på bloggen, er jeg med i en læseklub med en flok damer/kvinder/piger på min alder. Det er rigtig hyggeligt og ikke mindst meget tankevækkende at drøfte, hvad man synes og tænker om den bog, man lige har læst.

Som regel er der delte meninger om de bøger, vi læser, men i tirsdags, da vi mødtes for at diskutere Maria Gerhardts bog Der bor Hollywoodstjerner på vejen, var vi for en gangs skyld rørende enige: Det er bare en rigtig fin bog!

Alligevel skulle vi liiiige i gang med at snakke om den.

”Det er sjovt, jeg har gået og tænkt på, hvad vi skal snakke om, og jeg synes ikke, der er ret meget at snakke om,” sagde en af mine læseveninder indledningsvist. Og hun har egentlig ret. Bogen er så fint skrevet, den går tæt på og er så reflekteret, at man umiddelbart kan tænke, at der ikke er så meget tilbage at diskutere og tolke. Og det er absolut ikke negativt ment!

Men så alligevel. For det viste sig, at der var masser at snakke om. Især fordi der er så mange elementer på spil i fortællingen.

Lad mig dog først lige opsummere, hvad bogen handler om. Bogen er skrevet af Maria Gerhardt – også kendt som dj’en Djuna Barnes, der vendte plader i det københavnske natteliv op gennem nullerne – dengang lesbiske dj’s blev det hotte, som selv Politiken skrev om. Bogen er selvbiografisk, og den starter 15 år tidligere og kredser om forfatterens liv, kærester, venner, fester og så den kvinde, hun er hemmeligt forelsket i. Bogen foregår i to tidslinjer: En nutid, der langsomt bevæger sig fremad, og en fortid, der ridser de sidste 15 år op.

I nutidslinjen møder vi Maria (fortælleren), der har fået konstateret brystkræft og er sammen med sin elskede. Fortidslinjen bygger op til, at Maria får sin elskede. Med andre ord bliver Maria syg relativt kort tid efter, hun endelig har fået sit livs kærlighed.

Tænk en gang! Netop som man skal til at leve lykkeligt til sine dages ende med sin udkårne, så bliver man syg – det må være den ultimative test af et parforhold. Og det er det, der gør denne bog så fin. Den går tæt på, den er hård, den er galgenhumoristisk - og så er den en kærlighedshistorie.

Det er som altid sjovt at læse bøger, der foregår der, hvor man selv færdes. Man kender gadereferencerne, cafeerne, og man ved, hvilken bar der er tale om. Jeg er ikke helt klar over, hvor meget der er virkelighed, og hvor meget der er fantasi i bogen, men en af de andre bogklubdamer havde researchet lidt, og det lader til, at bogen er temmelig selvbiografisk. Derfor bliver der også nævnt virkelige personer. Udover fortælleren og hendes kæreste, der bliver nævnt ved navn, optræder blandt andre Kjeld og Thomas (hhv. Tolstrup og Blachman, formoder vi). Vi diskuterede lidt, om det gør en forskel for, hvordan man læser bogen, men vi blev enige om, at det egentlig ikke betyder noget.

Der er rigtig mange tanker om et sygdomsforløb – både det at være svag, det at miste håret og brysterne, at ens nærmeste også får en reaktion, at man ikke kan lege med sit barn, at man ikke kan arbejde – alt det berører bogen på en meget fin måde. Maria Gerhardt forstår virkelig at skrive, så det går rent ind, men uden det svømmer over af selvmedlidenhed og violiner. En meget svær balancegang. Men læs fx lige en gang:

”Jeg føler, at jeg skylder mine omgivelser alt. Store buketter. En tur på Noma. Jeg føler, at jeg aldrig kan tillade mig at være svag igen.”

Udover at det garanteret er sådan, man kan have det, når man har været syg, og alle omkring én har passet på én, så rører hun også ved noget ganske universelt: At komme gennem en krise og se sig selv i forhold til andre – følelsen af at have ligget andre til last og nu skylde i ”banken”.

Jeg kunne blive ved med at skrive, og dette blogindlæg er allerede blevet aaaalt for langt. Og sådan gik det også, da vi mødtes om bogen – der var meget at snakke om, for den skal ligesom fordøjes. Jeg giver normalt ikke stjerner, for så kategorisk har jeg ikke mod til at være. Men gav jeg stjerner, fik bogen helt sikkert seks ud og seks stjerner.

Maria Gerhardt: Der bor Hollywoodstjerner på vejen, 208 sider, People’s Press, 2014

Tak for bogen og digtet, Klaus Rifbjerg!

Ingen lever for evigt. Heller ikke Klaus Rifbjerg, der ellers aldrig er blevet træt af at revse danskerne og mene lige præcis det, han mener.

Derfor vil jeg tilegne dagens indlæg ham – i det omfang jeg nu er egnet til det. For jeg må ærligt indrømme, at jeg faktisk ikke har læst så meget af Klaus Rifbjerg. Kun et par få bøger er det blevet til. Men jeg har selvfølgelig læst klassikeren over dem alle: Den kroniske uskyld. Den vender jeg tilbage til.

For Klaus Rifbjerg skrev også digte. Nogle virkelig gode nogen, faktisk. Jeg talte engang med en veninde om hans digte, og jeg sagde, at jeg ikke fattede en skid af dem. Det hang nok en del sammen med, at jeg generelt aldrig rigtig har brugt krudt på at læse digte. Denne veninde er et af de få mennesker, jeg kender, der rent faktisk læser digte for sin fornøjelses skyld, og hun udbrød noget i stil med: ”Jamen lige præcis Klaus Rifbjergs digte er lige ud af landevejen! De er da ikke så komplicerede”.

Okay, den tyggede jeg lidt på, så jeg gik hjem og slog op i en digtsamling, jeg en gang havde købt på bogudsalg. Digtsamlingen hedder ”Rifbjergs digte” og er stor samling digte fra 1956 til 1998. Jeg gik i gang med at læse, og minsandten om min veninde ikke havde ret. Hans digte var faktisk ret ligetil, og jeg blev endda helt forelsket i et af de allerførste digte, der handler om at være lille…

Nå, men dagens indlæg skulle egentlig handle om klassikeren Den kroniske uskyld, som vel er en af de bøger, der med størst sandsynlighed er pensum i de danske gymnasier og folkeskoler! Klaus Rifbjerg er en af litteraturens helt tunge drenge, og Den Kroniske Uskyld bliver af flere kaldt hans største værk. En rigtig ungdomsroman efter min mening. Jeg skrev selv førsteårsopgave i dansk om den i gymnasiet, og jeg var helt solgt.

Romanen bliver fortalt af Janus, som bliver gode venner med Tore. Tore er helt perfekt, og Janus ser meget op til ham. Tore bliver forelsket i Helle, som helst ikke vil have, at Tore skal pille. Janus er jaloux på forholdet, selv om han også ser meget op til Tore. Han har det med at idealisere det, Tore og Helle har, og han synes egentlig ikke selv, at han er så meget værd ved siden af det perfekte par. Han får selv et forhold til en pige, der hedder Ellen, men det er snarere en bolleveninde end egentlig kærlighed – hvorimod Tore og Helle holder sig på dydens smalle sti. Der er selvfølgelig også en slange i paradis, nemlig Helles mor (der i filmatiseringen bliver spillet af Susse Wold – hvem kunne være bedre som vamp?)

Jeg vil ikke afsløre, hvad der sker, hvis man stadig har til gode at læse bogen. Men jeg kan sige så meget, at det er en klassisk historie om at være ung og finde sig selv – og finde ud af, hvem man selv er i stedet for at lade sig forblænde af andre. Og så er der fortolkning til masser af freudiansk guf i form af overjeg og id, slangen i paradis jeg skal komme efter dig.

Den er i øvrigt også filmatiseret, men filmen er slet ikke lige så god som bogen. Bogen foregår så vidt jeg husker helt tilbage i 1940-50’erne, mens filmen foregår i et hæsligt 80’er-univers. Men den kan man jo altid se, hvis man ikke orker at læse.

Nok om Den kroniske uskyld. I skal selvfølgelig ikke snydes for det fine digt, jeg dengang fandt meget charmerende. Det kommer her. Og kære Klaus Rifbjerg! Hvil i fred!

BEDSTEFORÆLDRE (fra digtsamlingen Under vejr med mig selv, 1956)

I svæver over mig som store kloder

som tunge stjerner i mit firmament

Jeg er en rullepøle på gulvet

der med udspekulerede pudsigheder

formår at påkalde mig jeres opmærksomhed.

Så skinner I på mig som julestjerner.

Bedsteforældre,

en air af brystsukker og Eau de Cologne

flyver om jer som duer

I lever i gyngestolenes blide rytme.

At sidde hos farmor

er at hvile i en dobbeltpolstret sofa

transportabel komfort

hos fine ældre damer.

Det er en evig fødselsdag og juleaften

med blanke øjne

og 5000 minder.

Jeg er en lille aktie

i en fremmed fremtid

sat i en bank af tryghed

hos gamle folk

der snart skal dø

---

Rifbjergs digte - udvalgt af Brostrøm, Gyldendal, 2001

Den kroniske uskyld, Gyldendal, 1958 (2010)

Så fik jeg læst: Stine Pilgaard: Lejlighedssange

Jeg tror faktisk, det er første gang, jeg har læst bøger af en forfatter, der er præcis lige så gammel som mig – årgang 1984. Stine Pilgaard har skrevet to bøger, Min mor siger, som udkom i 2012 og Lejlighedssange, som netop er udkommet. Jeg har læst bøgerne lige i rap – nogle gange er det en dum strategi, for man risikerer at blande bøgerne sammen. De er dog så tilpas forskellige, at det ikke er sket for mig denne gang. Af hensyn til nyhedsværdien, vil jeg dog mest koncentrere mig om Lejlighedssange her.

Det er faktisk ret fedt at læse en forfatter, der er samme generation som én selv. Referencerne er de samme – fx bliver der i Lejlighedssange refereret til Kelly Taylor fra Beverly Hills. Og så er hele grundindstillingen til tilværelsen genkendelig. Fx er Stine Pilgaards skrivestil tyk af ironi, hvilket vores generation nok både er berømt og berygtet for.

Lejlighedssange tager udgangspunkt i en andelsforening i Aarhus. Fortælleren lever af at skrive horoskoper til et ugeblad, og bogen er delt op i nogle hovedafsnit adskilt af et fuldstændig sort horoskop, hvis elementer går igen i det følgende afsnit. Undervejs møder vi de mange forskellige eksistenser i opgangen. Fx Mormor og Ruth, som er ”søstre” (læs: kærester), kæresteparret Lasse og Louise, lægen Elizabeth, hvis mand Farsen ligger i koma, den nordisk mytologi-interesserede Lisa og mange andre. Beboerne mødes ofte oppe på loftsrummet, da det er her, der er internet.

Jeg har faktisk svært ved at forklare, hvad handlingen i bogen er. Hvis der da er nogen. Det er snarere en masse hverdagssituationer såsom arbejdsweekend og generalforsamling, der på underfundig vis bliver rapporteret om.

Udover horoskoper er fortælleren også god til at skrive festsange, så hun skriver ofte sange for de andre beboere. Og undervejs i bogen dukker der også sange op – som dog ikke er på versefødder, men snarere betragtninger om livet – selv om nogle af dem ikke just giver så meget mening. Bogen vender også ad flere omgange tilbage til en islandsk saga, og sådan er der så mange røde tråde der snor sig ind og ud af hinanden i fortællingen.

Stine Pilgaard skriver så glidende og let, at bogen er letlæst. Og fordrer til at blive højtlæst. Jeg blev hele tiden nødt til at dele finurlige passager med min kæreste undervejs, fordi jeg fniste mig gennem bogen. Vi følte os fx ret ramte over en passage, der handler om parforhold og madlavning:

”I dag kommer du sent hjem, og jeg laver mad. Du stiller dig i døren og ser bange ud. Brødkniven fungerer ikke så godt til rødløg, og faktisk plejer du kun at bruge det skærebræt til kød, siger du på en venlig måde. Du lister lidt rundt i køkkenet, som om du i virkeligheden slet ikke er der, mens du smiler bekymret (…) Skal der så meget chili i, du anstrenger dig for at lyde undrende, selv om du lige så godt kunne have skreget, hvad tænker du på, dame, det er mine smagsløg, du maltrakterer.”

… og sådan fortsætter det derudaf.

Så hvis du trænger til lidt underholdning i din påske, fx hvis du skal bruge timer i offentlig transport (der er sporarbejde i påsken), så er Stine Pilgaard et godt bud.

Og så har jeg jo ikke engang skrevet om hendes debutroman Min mor siger, som jeg også lige har læst. Den er i fuldstændig samme skarpe stil – om end jeg ikke var så vild med de kapitler, der hedder Monologer fra en søhest (de minder lidt om sangene i Lejlighedssange – bare mere syrede). Det til trods er det en rigtig fin lille sag, som bestemt er værd at læse.

Èt er ikkert: Jeg glæder mig til at høre mere fra Stine Pilgaard!

God påske derude!

Stine Pilgaard: Lejlighedssange (2015), Samleren

Stine Pilgaard: Min mor siger (2012), Samleren