Der har været lidt stille her på bloggen. Jeg har mildest talt haft mit hoved alle mulige andre steder, og det har betydet, at et af mine indlæg bare har ligget og samlet støv i "skuffen". Men det skal jo ikke gå til spilde, så det kommer her - endnu en bog, jeg læste i Sydamerika (og jo, jeg har faktisk læst andre bøger siden da - jeg er bare bagud her på bloggen).
Værsgo:
Ambitionen
var, at den skulle læses færdig i Brasilien. Men det nåede jeg ikke, og nu,
hvor hverdagen har indhentet mig, har det pludselig taget mig over en måned at
læse den sidste tredjedel af Gabriel García Márquez’ 100 års ensomhed. Det er ellers ikke fordi, den er dårlig. Den er
fantastisk! Mærkelig, skør, vanvittig, urealistisk og ikke mindst charmerende!
Márquez
vandt nobelprisen i litteratur i 1982, og 100
års ensomhed var hans store gennembrud. Den handler om den fiktive by
Macondo, som grundlægges af José og Ursula Buendia. Genren er magisk realisme
ligesom Åndernes hus, som jeg
tidligere skrev om her på bloggen. Og jeg må indrømme, at jeg er ret glad for
den genre – jeg har lidt svært ved at forklare hvorfor, men der er et eller
andet grænseløst og ja, magisk over det, som jeg finder vældigt underholdende.
I 100 års ensomhed bliver nogle af
personerne op mod 145 år gamle, andre genopstår fra de døde, og der udbryder mystiske epidemier, fx den søvnløse epidemi, ligesom det kan regne uafbrudt i
fire år.
Det er
mere end almindeligt forvirrende at læse romanen, som vel bedst kan betegnes
som en slægtssaga. Jeg fortrød, at jeg ikke undervejs havde en kuglepen ved min
side til at tegne et stamtræ på sidste side af bogen, for i familien Buendia
opkalder man folk efter hinanden. Således har vi José Arcadio, José Arcadio den
anden, oberst Aureliano Buendia, Aureliano den anden, Amaranta, Ursula og
guddødme også Amaranta Ursula – og mange andre! Det er ikke helt til at holde
styr på – og alligevel lykkedes det mig nogenlunde. Men lykkes det ikke for
andre, går det også nok, for historien er så underholdende og velfortalt hele vejen
igennem.
Mine
favoritter i historien er dog helt klart Macondos grundlægger José Buendia, der
veksler mellem at være vanvittig og fortagsom, og hans kone, den mere jordbundne
Ursula, der i øvrigt bliver helt vildt gammel.
Jeg var
fra starten ret betaget af Márquez’ skrivestil, som er så langt fra noget
andet, jeg nogensinde har læst. Det er så originalt et sprog, og jeg måtte
fnise flere gange under læsningen – af ren og skær betagelse over ordenes
opfindsomme sammensætning. Jeg kan ikke engang finde nogle passende passager at
gengive, for det er som om det hele skal læses i én stor sammenhæng for at det
giver mening – man kan ikke bare dissekere 100
års ensomhed på den måde.
Så jeg synes, at alle bør læse den bog - ISÆR hvis de skal til Sydamerika! Men som et spøjst lille appendix, kan jeg så tilføje, at vi jo alle kan have vidt forskellig smag i litteratur, så nogle bliver måske skuffede. Jeg fortalte nemlig min mor, at jeg havde læst 100 års ensomhed, og så udbrød hun noget hen i retningen af "SYNES du ikke, at det var en mærkelig bog?!" - Og det spørgsmål var ikke ligefrem positivt ment.
Så her kom det endelig - 100 år for sent (eller måske bare et par måneder) - min mening om 100 års ensomhed.
Gabriel García Márquez: 100 års ensomhed (1967/2014), Rosinante, 372 sider
