Ferielæsning: Berlinerpoplerne – endnu en trilogi

Selv om ferien for mange går på hæld i disse dage, skal det ikke afholde mig fra at blive ved med at anbefale god ferielitteratur. Jeg har nemlig selv ferie en uge endnu – og der skal jo også være lidt til dem, der holder ferie i august.

Endnu en gang vil jeg anbefale en trilogi – dog i en helt anden boldgade end 1Q84, som jeg anbefalede forleden. Denne gang gælder det nemlig Berlinerpoplerne, Eremitkrebsene og Ligge i grønne enge skrevet af norske Anne B. Ragde.

Bøgerne følger fire familiemedlemmer: De tre brødre; bonden Tor, bedemanden Margido; bøssen Erlend og så Tors datter Torunn, der er veterinærassistent og ved alt om hunde.

Historien starter, da de tre brødres gamle matriark af en mor får et slagstilfælde. Hun bor på gården udenfor Trondheim sammen med sin kuede mand og sønnen Tor, der passer grisene. De to andre brødre ankommer, ligesom barnebarnet Torunn også kommer til Trondheim. Historien tager nu sin drejning omkring gården, og hvad der skal ske med den. Tor brækker benet, så Torunn træder til og slider i det på gården. Samtidig har de to øvrige brødre, Erlend og Margido hver deres planer om, hvad der skal ske med gården. Og så er der også gamle familiehemmeligheder, som skal frem i lyset.

Jeg kan godt lide bøgerne, fordi de er så nærværende fortalt, og fordi karaktererne virkelig får lov til at folde sig ud og udvikle sig. Og jeg slugte dem ret hurtigt, fordi jeg bare måtte vide, hvordan det gik vores hovedpersoner – især Torunn, som var hende, jeg "holdt med".

Jeg er ikke den eneste, der godt kan lide bøgerne. Fx kunne min far, der ellers først i sine senere år er begyndt at læse mange bøger, rigtig godt lide dem. Og da vi er temmelig forskellige målgrupper, tænker jeg, at det er bøger, der appellerer ret bredt. En anden fordel er også, at de fås i billigbogsformatet, hvilket gør dem, ja, billige. Men hvilket også betyder, at de ikke fylder meget i kufferten.

Så hvis du kan lide en rigtig god historie, der er let og ligetil at læse – og du er kørt træt i krimier – så læs Anne B. Ragdes trilogi her. Der er god sommerlitteratur om menneskeskæbner, som man både holder af, men også hader lidt.

-

Anne B. Ragde: Berlinerpoplerne (2009), Rosinante, 299 sider

Anne B. Ragde: Eremitkrebsene (2009), Rosinante, 302 sider

Anne B. Ragde: Ligge i grønne enge (2009), Rosinante, 279 sider

Ferielæsning: 1Q84 – nap dem alle tre!

Hvis du kun skal læse tre bøger denne sommer (ja okay, det er egentlig en del at nå for normale mennesker), så har jeg her bøgerne til dig! Kast dig over 1Q84 af Haruki Murakami!

Jeg har tidligere givet udtryk for, at jeg er ret så glad for den japanske forfatter. Egentlig er det heldigt for mig, at jeg ikke blev skræmt af Kafka på stranden, som var den første af Murakamis bøger, jeg læste. Den syntes jeg nemlig var ret hård at komme igennem med al dens mystik og underlige elementer. Men jeg tog et par bøger mere – og det er jeg glad for! 

Nogle år senere kom første bind af 1Q84. Af en eller anden grund synes jeg, at den er meget lettere tilgængelig end Kafka på stranden. Det er egentlig mærkeligt, for der er om noget endnu mere mystik, skumle væsner, to måner og parallelverdener i den bog! Måske var jeg allerede vant til at læse Murakami, da jeg kastede mig over 1Q84-trilogien – eller også er den bare nemmere at få ned. Jeg tror mest på det det sidste.

Bogen har to parallelle handlinger, som hvert kapitel skifter i mellem. Hovedpersonerne er henholdsvis den ensomme mand, ghostwriteren Tengo og kvinden Aomame, som er massør og har et temmelig specielt bijob (ingen spoilers!). De to handlinger mødes langsomt og flettes ind i hinanden. Undervejs møder vi blandt andet den unge forfatter Fukaeri, der kun taler med små bogstaver uden tegnsætning og den grimme privatdetektiv Ushikawa. Og mange andre selvfølgelig – deriblandt en sekt og de ret uhyggelige Little People.

Bogen er ganske enkelt fængslende, overraskende og uhyre spændende. Murakami er egentlig ikke typen, der kaster om sig med sprogblomster og vilde sætningskonstruktioner. Men der er noget minimalistisk i hans skrivestil, som gør, at det er let at læse. Det var heldigt, at de tre bøger udkom nogenlunde hurtigt efter hinanden, så man ikke skulle vente alt for længe.

1Q84 er efter min mening helt klart Murakamis hovedværk – hvis man må blive så højtravende. Den er uhyggelig, samtidig med at den er en smuk kærlighedshistorie. Og nu bliver jeg endnu mere højtravende: Trilogien ryger nok ind min top fem over bedste bøger, jeg har læst!

Så hvis man er okay med mystik, lidt overnaturligt her og der og virkelig skæbneagtige handlinger, så læs 1Q84-bøgerne i din ferie. Det er i hvert fald en genre, Murakami mestrer på elegant vis.

Haruki Murakami, 1Q84 – bog 1 (2011), Klim, 403 sider

Haruki Murakami, 1Q84 – bog 2 (2011), Klim, 367 sider

Haruki Murakami, 1Q84 – bog 1 (2012), Klim, 451 sider

Tove Ditlevsen: Jeg ville være enke og jeg ville være digter

Tove Ditlevsen er lidt af et hul i min litterære viden. Hun har for mig altid stået som den melankolske type – og noget med noget ulykkelig kærlighed. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for jeg har kun læst ganske lidt af hende. Jeg læste for mange år siden Man gjorde et barn fortræd, og jeg kan ikke huske noget som helst fra bogen – udover at jeg kedede mig lidt.

Så jeg ved egentlig ikke, hvad jeg forventede, da vi i bogklubben blev enige om, at vi skulle læse den helt nye udgivelse med Tove Ditlevsens tekster Jeg ville være enke og jeg ville være digter.

Men nu ved jeg, at hun var meget andet end småkedelig melankoli. For damen havde bid!

Bogen er en kombination af essays og brevkasser. Tove Ditlevsen bestyrede nemlig en brevkasse i sin tid. Og det er en brevkasserne fra dengang kvinderne gik hjemme, og manden gik på arbejde. I et af de mere underholdende essays får Tove også nok af de mange spørgsmål, og hun deler de forskellige læsere ind i grupper, fx alfabetpigerne og drankerkonerne. Det er egentlig lidt vildt at tænke på, at hun havde en brevkasse. For hun begik som bekendt selvmord, og hun røg ind og ud af sindssygehospitalet. Ville man sætte sådan en kvinde til at besvare spørgsmål i en brevkasse i dag? Næppe!

Ikke desto mindre er det nogle geniale svar, hun giver! Og hun er ikke bange for at sætte folk lidt på plads – fx får den unge kvinde, der er løs på tråden, klar besked om, at hun er barnlig og har ”hårrejsende” mange stavefejl! Jeg er især vild med disse brevkasser, og der måtte gerne have været flere af dem.

I hendes essays er der dog også masser af bid, sarkasme og galgenhumor. Hun fortæller om, hvordan hun på et tidspunkt besluttede sig for at gå i hundene. Hun skildrer opvasken og alle de gange, kvinderne har lyst til at skride fra opvasken – men så står der jo bare en ny kvinde klar til at tage opvasken. Og hun fortæller om det at være barn og sove i forældrenes soveværelse og vise, at man er vågen med et lille host, når far har ”mareridt” (læs: når forældrene har sex). Der er masser af humor, og mit billede af Tove Ditlevsen som den meget melankolske type er virkelig blevet nuanceret.

Man skal selvfølgelig ikke tage fejl – teksterne er fra hendes sidste år, inden hun begik selvmord, og således er der også en klumme, hvor hun beskrive et selvmordforsøg.

Sidste ting, jeg lige vil nævne som et smukt prik over i’et er jo, at der er billeder i bogen! Billeder er af Tove Ditlevsen, og på næste side er der fortolkninger af Sort Samvittighed. Fortolkningerne er lidt uhyggelige og til tider groteske, men de passer utroligt godt til teksterne – især dem, hvor Tove Ditlevsen er fremstillet som en idyllisk husmor! Det får man i hvert fald ikke ligefrem indtryk af, at hun var, når man læser hendes tekster.

Jeg var meget begejstret – og mon ikke en veninde eller to kan regne med at få den i gave til deres næste fødselsdag? Det tror jeg nok!

Tove Ditlevsen: Jeg ville være enke og jeg ville være digter (2015), redigeret af Olga Ravn, Gyldendal, 190 sider.