100 års ensomhed

Der har været lidt stille her på bloggen. Jeg har mildest talt haft mit hoved alle mulige andre steder, og det har betydet, at et af mine indlæg bare har ligget og samlet støv i "skuffen". Men det skal jo ikke gå til spilde, så det kommer her - endnu en bog, jeg læste i Sydamerika (og jo, jeg har faktisk læst andre bøger siden da - jeg er bare bagud her på bloggen).

Værsgo:

Ambitionen var, at den skulle læses færdig i Brasilien. Men det nåede jeg ikke, og nu, hvor hverdagen har indhentet mig, har det pludselig taget mig over en måned at læse den sidste tredjedel af Gabriel García Márquez’ 100 års ensomhed. Det er ellers ikke fordi, den er dårlig. Den er fantastisk! Mærkelig, skør, vanvittig, urealistisk og ikke mindst charmerende!

Márquez vandt nobelprisen i litteratur i 1982, og 100 års ensomhed var hans store gennembrud. Den handler om den fiktive by Macondo, som grundlægges af José og Ursula Buendia. Genren er magisk realisme ligesom Åndernes hus, som jeg tidligere skrev om her på bloggen. Og jeg må indrømme, at jeg er ret glad for den genre – jeg har lidt svært ved at forklare hvorfor, men der er et eller andet grænseløst og ja, magisk over det, som jeg finder vældigt underholdende.

I 100 års ensomhed bliver nogle af personerne op mod 145 år gamle, andre genopstår fra de døde, og der udbryder mystiske epidemier, fx den søvnløse epidemi, ligesom det kan regne uafbrudt i fire år.

Det er mere end almindeligt forvirrende at læse romanen, som vel bedst kan betegnes som en slægtssaga. Jeg fortrød, at jeg ikke undervejs havde en kuglepen ved min side til at tegne et stamtræ på sidste side af bogen, for i familien Buendia opkalder man folk efter hinanden. Således har vi José Arcadio, José Arcadio den anden, oberst Aureliano Buendia, Aureliano den anden, Amaranta, Ursula og guddødme også Amaranta Ursula – og mange andre! Det er ikke helt til at holde styr på – og alligevel lykkedes det mig nogenlunde. Men lykkes det ikke for andre, går det også nok, for historien er så underholdende og velfortalt hele vejen igennem.

Mine favoritter i historien er dog helt klart Macondos grundlægger José Buendia, der veksler mellem at være vanvittig og fortagsom, og hans kone, den mere jordbundne Ursula, der i øvrigt bliver helt vildt gammel.

Jeg var fra starten ret betaget af Márquez’ skrivestil, som er så langt fra noget andet, jeg nogensinde har læst. Det er så originalt et sprog, og jeg måtte fnise flere gange under læsningen – af ren og skær betagelse over ordenes opfindsomme sammensætning. Jeg kan ikke engang finde nogle passende passager at gengive, for det er som om det hele skal læses i én stor sammenhæng for at det giver mening – man kan ikke bare dissekere 100 års ensomhed på den måde.

Så jeg synes, at alle bør læse den bog - ISÆR hvis de skal til Sydamerika! Men som et spøjst lille appendix, kan jeg så tilføje, at vi jo alle kan have vidt forskellig smag i litteratur, så nogle bliver måske skuffede. Jeg fortalte nemlig min mor, at jeg havde læst 100 års ensomhed, og så udbrød hun noget hen i retningen af "SYNES du ikke, at det var en mærkelig bog?!" - Og det spørgsmål var ikke ligefrem positivt ment.

Så her kom det endelig - 100 år for sent (eller måske bare et par måneder) - min mening om 100 års ensomhed.

Gabriel García Márquez: 100 års ensomhed (1967/2014), Rosinante, 372 sider

Den beskidte krig i Argentina

Så er det tid til endnu en post-boganmeldelse fra Sydamerika! Denne gang er vi nået til Argentina.

I sommer havde jeg besøg af en veninde, der havde været så betænksom at gå i en antikvarboghandel for at opstøve Ministeriet for Specielle Anliggender af Nathan Englander til mig. Jeg kendte ikke bogen i forvejen, men Anne mente, at det var noget for mig givet mine rejseplaner. Hun har selv rejst rundt i Argentina og har derfor læst den, og Ministeriet for Specielle Anliggender fortæller om et af de mørkere kapitler i Argentinas historie, nemlig militærdiktaturet og ”The dirty war”.

Jeg må indrømme, at jeg knap nok vidste, at Argentina havde haft et militærdiktatur – jeg havde mere styr på Pinochet i Chile – men også Argentina var et diktatur fra 1976 til 1983. I den periode forsvandt der op mod 30.000 mennesker, hvoraf mange blev tortureret og slået ihjel, blandt andet ved at blive kastet nøgne ud fra fly over Atlanterhavet og Rio de la Plata. I samme periode blev små babyer kidnappet fra unge kvindelige modstandere af diktaturet og bortadopteret til støtter af regimet. Det opgør er stadig i gang, og børn og bedsteforældre leder efter hinanden den dag i dag.

Ministeriet for Specielle Anliggender handler om ægteparret Kaddish og Lillian, hvis søn Pato forsvinder. Kaddish er typen, som hutler sig gennem tilværelsen, mens Lillian mere virker som en ordentlig kvinde, hvis eneste svaghed er, at hun elsker Kaddish. Da Pato forsvinder, griber Kaddish og Lillian sagen an på vidt forskellig måde. Lillian opsøger Ministeriet for Specielle Anliggender, hvor andre ængstelige forældre forsøger at finde svar om deres børn. Bureaukratiet er væmmeligt, hæsligt og kender ingen grænser for, hvordan man udsætter betjeningen af borgerne. Det er et system bygget op på en måde, hvor hverken Lillian eller nogen af de andre i køen kan vinde, og minimale håb tændes for konstant at blive slukket igen.

Det gør Ministeriet for Specielle Anliggender til en uhyggelig bog, som kan anbefales til enhver, der gerne vil blive klogere på – og gyse over – et diktaturs måde at behandle sine borgere på.

Det tæller dog ned, at historien er temmeligt rodet fortalt. Jeg havde ofte fornemmelsen af, at jeg var kommet til at springe et par sætninger eller sider over, for det er som om, skrivestilen bare ikke rigtig flyder. Om der er tale om en rigtig dårlig oversættelse, skal jeg ikke kunne sige, men den var lidt klodset at komme igennem trods det spændende emne.

Men når det er sagt, så er der bare et eller andet ved at læse en bog, der foregår i en fremmed by, mens man selv er der - i dette tilfælde Buenos Aires! At læse om de brede boulevarder, Recoletta-kirkegården og Boca Juniors, mens man oplever byen, gør, at man lige oplever byen lidt mere. Og når emnet så samtidig er så interessant, at man tager sig selv i at google sig til mere viden om Den beskidte krig, har bogen vist tjent sit formål med at oplyse om en mørk periode i landets historie.

Tak til Anne for den øjenåbner!

-

Nathan Englander: Ministeriet for Specielle Anliggender (2007), Borgen, 416 sider

Bogdamen på bogmesse

At vade rundt mellem forfattere og bøger er en fristelse, bogdamen ikke kan modstå. Derfor skulle jeg selvfølgelig til Bogforum i Bella Center i weekenden. Med mig bragte jeg min kære mor, som jeg jo nok har arvet svagheden for bøger fra. Hun arbejder på et bibliotek, og der har altid været masser af bøger i reolen derhjemme. Vi har tidligere været af sted sammen, og det er altid hyggeligt at slentre rundt og kigge på bøger og høre de små oplæg fra de forskellige forfattere.

Vi fik hørt en del oplæg, og jeg havde endda fornøjelsen af at snakke lidt med en af forfatterne – og få krammere af de ”Rigtige mænd” fra DR-programmet af samme navn.

Guld ud af Danmark

Første oplæg, jeg hørte var Reimer Bo, der interviewede Henrik Denta om hans bog Guld og Bedrag. En bog, jeg læste på vores ferie i Sydamerika (den skal der også nok komme lidt om her på bloggen), og som handler om, hvordan man flyttede Nationalbankens guld ud af landet før 2. Verdenskrig af frygt for at tyskerne ville nappe det.

 Reimer Bo interviewede Henrik Denta om bogen Guld og bedrag

Det var som sådan et fint oplæg, men meget en gentagelse af, hvad der står i bogen. Så på den måde var der ikke så meget nyt under solen. Havde nok håbet på, at Henrik Denta ville fortælle lidt mere om, hvordan han har grebet researchen an, eftersom det er yderst begrænset, hvor mange dokumenter der dengang blev skrevet om flytningen af det danske guld.

Fra japansk til dansk

Et andet rigtig spændende indlæg, jeg hørte, var med Mette Holm, der oversætter en af mine yndlingsforfattere Haruki Murakami fra japansk til dansk. Det er i sig selv ret fascinerende at kunne oversætte fra japansk, men faktisk blev de to første af hans bøger oversat fra engelsk til dansk. Nu, hvor vi har Mette Holm, kan vi få heldigvis oversat bøgerne direkte fra japansk, og det er jo fantastisk.

Murakamis oversætter Mette Holm.

Det blev et interessant oplæg om Murakamis forfatterskab og udfordringerne ved at oversætte fra et sprog, der er så forskelligt fra vores. Fx fortalte hun, at der på japansk ikke er ental og flertal, så det var lidt svært at finde ud af, hvad den nyeste novellesamling Mænd uden kvinder præcist skulle hedde på dansk. Da hun skrev til Murakami selv for at høre hans mening, var svaret, at han da var ligeglad! Så den slags små petitesser går han åbenbart ikke op i. Men det er jo også lige meget, så længe bogen er god. Jeg købte i øvrigt bogen, så den glæder jeg mig til at læse.

En lejlighedssang til sidst

Sidste oplæg, jeg var til, var med forfatteren Stine Pilgaard om bogen Lejlighedssange, som jeg før har skrevet om her på bloggen. Hun blev interviewet af min gode studiekammerat David, der er litteraturredaktør på Jyllands-Posten, så det var jo en ekstra god grund til at se oplægget.

Stine Pilgaard og David Turner

Hun fortalte blandt andet om, hvordan hun prøvede at finde ud af, hvad den moderne mand tænker om livet, parforhold, børn og alt det andet. Metoden var at finde nogle mænd, hun ikke kendte, give en middag og så få lov til at stille dem alle de spørgsmål, hun havde lyst til. De skulle svare ærligt og være okay med, at hun bruger noget af det i sine bøger. Ret sjovt – og det lader til, at hun har ramt plet, for David, som interviewede hende og selv er gift og har to børn, følte sig i hvert fald meget gennemskuet, sagde han.

Bagefter signerede hun bøger, og selv om jeg ikke havde nogen med, sneg jeg mig bagerst i køen og luskede mig til en lille sludder med hende, da signeringen var slut. Jeg synes, at det er sjovt at læse hendes bøger, fordi hun er samme årgang som mig, så hele hendes referenceramme passer fuldstændig på min egen, og der er stor humor i hendes skrivestil. Vi fik snakket lidt om bogklubber og Beverly Hills-referencer, indtil jeg indså, at messen var ved at være slut, så jeg hellere måtte trække mig.

Rigtige mænd giver krammere

I de sidste minutter af messen nåede jeg lige forbi Lindhardt og Ringhofs stand, hvor det store Flora Danica-værk var sat ned fra 500 til 250 kroner. Så den skulle jeg lige nå at have med – og hvem stod så der i deres håndværkertøj med en bajer i hånden? Det gjorde såmænd de Rigtige mænd. De var på bogmesse, fordi de har udgivet en kogebog. 

Rigtige mænd er et program, jeg har fulgt med stor fornøjelse – der er så meget jysk humor og lune, at jeg kan få helt hjemve af at se det. Og det viste sig da også, at de er præcis lige så herlige i virkeligheden, som de er på tv. Jeg ville tage et billede af dem, og så spurgte de, om jeg ikke ville med på billedet – det siger man jo ikke nej til! Bagefter fik jeg tilmed krammere af hele bundtet, så lige der peakede bogmessen, selv om det ikke ligefrem var litteraturen, der var i højsædet.

I løbet af dagen nåede jeg i øvrigt også halvt forbi et par andre oplæg, blandt andet med forfattter Pia Friis Laneth, Nina Groes fra Kvinfo og den amerikanske ambassadør Rufus Gifford.

Og så købte jeg selvfølgelig bøger! Det er jo svært at lade være med, når man befinder sig i en hal fyldt med bøger!

Som sagt fik jeg Mammut-værket Flora Danica til spotpris – bogen med en masse gamle tegninger af nordiske planter.

Jeg købte også Haruki Murakamis nye novellesamling Mænd uden kvinder, som jeg glæder mig til at kaste mig over.

En digtsamling blev det også til, nemlig Maria Gerhardts Amagermesteren (hendes første roman Der bor Hollywood-stjerner på vejen har jeg også tidligere skrevet om her på bloggen).

Og endelig fandt jeg En mand, der hedder Ove skrevet af Fredrik Backman på tilbud. Den har en veninde en gang tippet mig om, og jeg tror, det er en rigtig god feriebog – den skulle i hvert fald være rigtig sjov.

-

Henning Knudsen: Flora Danica (2014), Lindhardt & Ringhof, 607 sider

Haruki Murakami: Mænd uden kvinder (2014), Klim, 210 sider

Maria Gerhardt: Amagermesteren (2015), People’s Press, 67 sider

Fredrik Backman: En mand der hedder Ove (2012), People’s Press, 358 sider

Her har I mig tilbage!

Der har været stille på bloggen i mange uger! Men nu er jeg tilbage fra Sydamerikas land – og jeg har selvfølgelig fået læst en masse bøger i mellemtiden!

Noget af det bedste ved at være på ferie er, at der er tid til at læse! Og når man rejser i lang tid, er der tilmed tid til at få læst nogle af de bøger, man altid gerne har villet læse – de store klassikere! Og det fik jeg også gjort – så godt som jeg nu nåede det. For vi rejste meget rundt, hvilket betød, at der faktisk ikke var så meget afslapningstid og dermed heller ikke så meget tid til at læse. Så jeg fik ”kun” læst 3½ bøger.

En af dem var Åndernes Hus af chilenske Isabel Allende. Det var den første bog, jeg læste på rejsen, fordi vi lagde ud i Chile. Isabel Allende er datter af en fætter til Salvador Allende, der var præsident i Chile og blev styrtet under militærkuppet ledet af Augusto Pinochet i 1973. Og en del af Åndernes Hus handler også om militærkuppet i Chile og vejen derhen.

For mange år siden fandt jeg Åndernes Hus på et loppemarked. 

Nu var der endelig en ret god anledning til at få den læst.

Åndernes Hus er af genren magisk realisme, så man skal gide synske kvinder og mærkelige hændelser, når man læser den. Og det gider jeg godt! Jeg syntes, at bogen var lidt tungt skrevet til at begynde med, men så blev jeg fanget i det chilenske univers og havde svært ved at lægge den fra mig.

Bogen handler om familien omkring den konservative godsejer Esteban Trueba. Han bliver gift med den synske Clara, og sammen får de flere børn (Esteban får også en række uægte børn – han er en ret forfærdelig mand på mange punkter). Bogen kan vel bedst kaldes en familiesaga, fordi vi møder fire-fem generationer - lige fra Claras fine forældre til Estebans barnebarn Alba, som havner midt i militærkuppet. Der er for mange snørklede handlinger og begivenheder til, at jeg kan gå i detaljer med dem alle, men nogle af elementerne er et forsvundet hoved, tre synske søstre, et hus, der er umuligt at finde rundt i, hede elskende og en kvinde med grønt hår.

Det fede ved Åndernes Hus er, at den giver én lyst til at vide mere om Chile og landets historie. Et land, jeg i øvrigt virkelig godt kunne lide, selv om vi kun var der i fire dage, inden vi rejste til Argentina. Der må vi over igen en anden dag.

Romanen er i øvrigt filmatiseret af Bille August med blandt andet Meryl Streep i rollen som den synske Clara. Det er en gammel sag, og selv om jeg ikke er specielt vild med at se film, vil jeg da lige se, om jeg ikke kan anskaffe mig den på en eller anden måde - kunne i hvert fald være sjovt at se, hvordan sådan en lang handling er komprimeret ned på film.

Den var én bog – næste gang gælder det en argentinsk roman.

Adios amigos!

Der bliver nok lidt stille her på bloggen de næste fem uger. Jeg tager nemlig til Sydamerika! Hurra! Sådan en lang rejse kræver selvfølgelig bøger. Det smarte valg ville selvfølgelig være at købe nogle e-bøger og læse dem på ipad’en – det er i hvert fald voldsomt pladsbesparende. Men jeg er jo en old fashioned kvinde, så jeg tager rigtige bøger med. Det hjælper lidt på det, at jeg for første gang rejser med kuffert i stedet for rygsæk (man er vel ved at blive et gammelt røvhul), så vi må hellere krydse fingre for, at min bagage holder sig inden for de 20 kilo!

Min viden om Sydamerika er faktisk ret ringe. Derfor skal der selvfølgelig læses sydamerikansk litteratur, når jeg er på de kanter – så kan jeg forhåbentlig også blive lidt klogere på landet, for skønlitteratur er jo en fantastisk måde at blive klogere på kulturen i et land.

Udover litteraturen er der selvfølgelig også et par Turen går til og Lonely Planets i bagagen. Og så en notesbog - jeg skriver nemlig altid dagbog, når jeg er på længere rejser.

Første stop på rejsen er Chile, hvor vi dog kun skal være i et par dage. For mange år siden fandt jeg Isabel Allendes klassiker Åndernes hus på et loppemarked. Nu må det være tid til at læse den, for den foregår jo i Chile. Romanen er af genren magisk realisme og er en familiesaga, og mere ved jeg egentlig ikke om den, udover man bliver klogere på revolutionen i Chile, og at den er filmatiseret for mange år siden.

Når den er læst, kaster jeg mig over Nathan Englanders Ministeriet for Specielle Anliggender. Jeg fik den af en veninde her i sommer, fordi jeg skulle af sted. Hun har rejst meget i Sydamerika, herunder Argentina, og bogen skulle handle om ”The dirty war”, som var en del af militærkuppet i Argentina.

Og så skal der selvfølgelig læses endnu en klassisker: Gabriel García Márquez’ 100 års ensomhed. Igen er vi inde på noget magisk realisme, og selv om forfatteren er colombiansk, og vi ikke skal til Colombia, er det sikkert en god måde at få noget sydamerikansk ”feel” alligevel. Ferier er generelt bare altid gode anledninger til at tygget sig igennem nogle klassikere, synes jeg.

Men der skal selvfølgelig også være plads til lidt dansk litteratur. Den ene er en bog, jeg længe har haft lyst til at læse, nemlig Henrik Dentas Guld og bedrag, der handler om, hvordan man lige inden 2. Verdenskrig flyttede guldet i Nationalbanken ud af Danmark, fordi nationalbankdirektøren frygtede, at nazisterne ville stjæle guldet, hvis Danmark blev besat. Jeg har læst en artikel om emnet, og det er en vildt fascinerende historie, fordi det foregik i dybeste hemmelighed og faktisk først kom frem for ganske få år siden.

Og så napper jeg også Kaspar Colling Nielsens novellesamling Mount København, som bliver den sidste bog i rækken – den skal vi nemlig mødes om i læseklubben i slutningen af oktober.

Det lyder måske ambitiøst (og tungt!) med så mange bøger, men jeg er generelt ret god til at få læst på ferier, og jeg regner ikke med at blive distraheret af sociale medier undervejs. Men sidstnævnte afhænger selvfølgelig af, hvor godt Argentina og Brasilien er stillet på wifi-fronten.

Jeppe slæber også nogle bøger med, så hvis jeg virkelig er flittig, kan det være, jeg kan låne lidt af ham. Så burde vi være godt dækket ind.

Nu må jeg hellere komme tilbage til tøjbunkerne og kufferten, der skal pakkes.

Adios Amigos!

Isabel Allende: Åndernes Hus (1982/1989), Gyldendals Bogklub, 394 sider

Nathan Englander: Ministeriet for Specielle Anliggender (2007), Borgen, 417 sider

Gabriel García Márquez: 100 års ensomhed (1967/2014), Rosinante, 373 sider

Henrik Denta: Guld og bedrag (2015), Gads Forlag, 210 sider

Kaspar Colling Nielsen: Mount København (2010), Gydendal, 176 sider

Sæt en vagtpost ud

I sommeren fik jeg gjort som mange andre og læst Harper Lees klassiker Dræb ikke en sangfugl. Den var jeg ret begejstret for, så derfor var jeg selvfølgelig nødt til også at anskaffe mig Sæt en vagtpost ud, som for nylig blev udgivet efter at have ligget i en bankboks i over 50 år.

Bogen var naturligvis ekstremt hypet, for Dræb ikke en sangfugl er både meget berømt og samtidig forfatterens eneste bog – det skaber i sig selv en vis spænding, at der pludselig er fundet en toer til sådan et one hit wonder. Forfatteren er nu 89 og blind og døv, og i mange år sagde hun, at hun ikke ville skrive flere bøger. Der spekuleres derfor i, om hun er blevet manipuleret til at udgive den. Hvorom alting er, er bogen ude nu og har været det i et par måneder.

Men er den så lige så god som etteren? Først lidt om handlingen.

Scout Finch er blevet en ung kvinde i 20’erne og lystrer nu sit rette navn Jean Louise. Hun bor i New York, men er vendt tilbage til Sydstaterne til barndomsbyen og ungdomskæresten på sommerferie. De 287 sider udspiller sig over ganske få dage – dog med en masse tilbageblik på barndommen. Lidt for mange tilbageblik, hvis du spørger mig, for jeg kan ikke helt se, hvad de skal til for.

Dræb ikke en sangfugl blev berømt for faderen Atticus’ forsvar af en uskyldig sort mand, der blev dømt for at have voldtaget en hvid kvinde. Her 20 år senere finder Jean Louise nu ud af, at hendes far ikke er den idealist, som hun altid har anset ham for at være. Handlingen foregår i 50’erne – et tidspunkt, hvor raceuroligheder ulmer i sydstaterne. Og netop racer – sorte og hvide – er et spørgsmål der optager meget af bogen (jeg blev desværre for sent opmærksom på, at en række noter på de sidste sider forklarer en række aktuelle begivenheder på daværende tidspunkt - det havde været rart nok at slå op i undervejs).

I virkeligheden er det nok Jean Louise, der er idealisten. Derfor bliver hun voldsomt rystet, skuffet og chokeret, da hun finder ud af, at hendes far ikke på samme måde som hun ser sorte og hvide som ligeværdige. Jeg vil ikke afsløre for meget, men jeg vil vove at påstå, at Sæt en vagtpost ud måske ikke handler så meget om racisme – jo, selvfølgelig gør den det – men den handler lige så i høj grad om at vende hjem, se på ens barndom med nye øjne og opdage, at ens forældre også bare er mennesker. Er det måske i virkeligheden ikke det, der sker, når man bliver voksen? At man opdager, at ens forældre også bare er mennesker…

Er Sæt en vagtpost ud så bedre end Dræb ikke en sangfugl? Jeg mener det ikke. Hvor Dræb ikke en sangfugl virkelig var gennembearbejdet og ordene flød i en lind, fin strøm, føles Sæt en vagtpost ud knap så gennemarbejdet. Den første halvdel af bogen føles rodet at læse, og jeg skulle koncentrere mig unødigt. I sidste halvdel af bogen hjælper det på det – måske fordi det er meget mere på spil her. Men hvem ved, måske var det netop derfor, Harper Lee i mange år sagde, at hun ikke ville skrive flere bøger – fordi hun vidste, at det ville blive mere end svært at lave en opfølger til etteren.

Alligevel vil jeg opfordre alle til også at læse Sæt en vagtpost ud. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg gjorde det.

Harper Lee: Sæt en vagtpost ud (2015), Lindhardt og Ringhof, 294 sider

Hvad skal jeg læse?

Om præcis to uger sidder min kæreste og jeg i en flyver på vej mod Sydamerika! Vi er så heldige, at vi skal fem uger til Argentina og Brasilien – og en lille smule Chile. Jeg er allerede i gang med at udtænke, hvilke bøger jeg skal læse. Gerne noget litteratur fra den region, for så kan man jo samtidig blive lidt klogere på, hvad det er for lande, man rejser rundt i. Jeg skal helt sikkert læse Åndernes hus af Isabel Allende. Den købte jeg for mange år siden på et loppemarked, og jeg har aldrig taget mig sammen til at læse den – men nu er der jo en virkelig god lejlighed!

Og så skal jeg selvfølgelig have Lonely Planet Brasilien og Argentina med. Min kæreste og jeg ELSKER Lonely Planet-bøger. Det er lidt gammeldags, og det er da heller ikke fordi vi ikke har opdaget Tripadvisor. Men sådan en bog på reolen er jo et rejseminde i sig selv, og efterhånden har vi samlet ret så mange. Der er noget hyggeligt ved at kigge på dem og tænke tilbage på alle de skønne rejser vi har været på. Og så satser vi også på at imponere vores gæster lidt med den store samling, men det er selvfølgelig kun noget, vi siger til hinanden, når ingen andre hører det.

Vi har efterhånden samlet en del rejsebøger. De står sammen med min kobraslange, som jeg for nylig overtog fra min mor. Den er lavet af min oldefar for mange år siden.

Nå ja, lige nu er jeg egentlig i gang med at læse fortsættelsen til Dræb ikke en sangfugl, nemlig Send en vagtpost ud. Men den er lige sat lidt i bero, fordi jeg genlæser Lejlighedssange af Stine Pilgaard. Den skal jeg nemlig mødes med læseklubben og diskutere på tirsdag. Så denne gang kommer der ikke noget læseklubs-inspireret indlæg om bogen, for den har jeg jo allerede skrevet om.

Har du forslag til, hvad jeg skal læse i Sydamerika? Så anbefal i kommentarfeltet! Takker :)

Hvor intet bryder vinden

Jeg har det lidt blandet med Leonora Christina Skovs nyeste roman Hvor intet bryder vinden. På den ene side slugte jeg den – læste det meste af den på en weekend. Men på den anden side var der noget irriterende ved den…

Lidt om handlingen: Syv kreative typer samles på en øde ø i Vesterhavet, fordi de er blevet tilbudt et gratis ophold, hvor de kan fordybe sig i deres kunst. De har hver deres forskellige issues, som påvirker dem. Da de ankommer, synes de fleste, at der er noget underligt og ubehageligt ved øen. De skal tilmed bo i et glashus, hvor de kan se ind på hinandens værelser (med mindre de trækker gardinerne for). De syv personer er ikke ligefrem venligtsindede overfor hinanden, og pludselig forsvinder en af dem. En anden falder i døden. Og så må jeg hellere stoppe med at komme med flere spoilers.

Okay, først det positive. Bogen er en pageturner – lad det være sagt med det samme. Det viser sig, at de syv personers liv på forskellige måder er flettet sammen, og som læser må man bare læse videre for at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen. På den måde er romanen virkelig godt skruet sammen, for man får stille og rolig serveret nogle tilfredsstillende godbidder. Hvert kapitel ses fra de forskellige personers synsvinkel, hvilket også er ganske underholdende, samtidig med at man bliver klogere på de enkelte personers motiver og bevæggrunde. Så langt så godt.

Men jeg blev altså lidt irriteret, mens jeg læste. For på en eller anden måde virker den bare helt vildt urealistisk. Ja, det er en roman, så hvem har sagt, at den skal være realistisk? Fx henvises der til rigtige steder (bortset fra øen Stormø, hvor begivenhederne finder sted, og som mig bekendt er fiktiv). Når der henvises til virkelige steder, vil jeg personligt også gerne have noget, der virker mere troværdigt. Jeg synes fx, at karaktererne i bogen er ret utroværdige: De er alt for karikerede, efter min mening er for stor en del af dem alt for usympatiske, og så er de unaturligt mistænksomme overfor hinanden. På den måde savnede jeg lidt flere nuancer. Og så er der også nogle plothuller, hvor jeg tænker: ”Hvis det var mig, ville jeg da lige undersøge den sag nærmere”, men det er der åbenbart ingen af vores hovedpersoner, der gør. Det er lidt langt ude…

Noget andet er, at man få serveret hele forklaringen til sidst – om den så er tilfredsstillende eller ej vil jeg ikke komme ind på – men jeg synes godt, at Leonora Christina Skov kunne have overladt en anelse mere til læserne. Det får romanen til at virke ret konstrueret, og det er jeg generelt ikke så meget til, men hver sin smag…

Nå, men med forbillede i sandwichmodellen vil jeg slutte af med endnu et positivt indspark: Det er altså en super spændende og velskrevet bog, og det er virkelig god underholdning – perfekt til ferien, togturen eller en dag på stranden. Og jeg lyver måske en smule, når jeg siger, at Leonora Christina Skov ikke overlader meget fortolkning til læserne, for i virkeligheden gad jeg godt diskutere den med min læseklub. Det er i min verden et kompliment.

Men altså alt i alt – en roman jeg slugte, men som jeg samtidig havde det lidt blandet med.

Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden (2015), Politikens Forlag, 358 sider

Dræb ikke en sangfugl

Hvordan skriver man noget originalt om en bog, der er anmeldt hundredvis af gange? Og som lige nu bliver læst af hundredvis af danskere, fordi den for nylig er genudgivet og tilmed har fået en toer?

Jeg ved det ikke, men jeg prøver alligevel. For nu har jeg endelig fået læst Dræb ikke en sangfugl skrevet af Harper Lee. Bogen har omkring 55 år på bagen, men foregår for endnu længere tid siden, nemlig i midten af 1930’erne. Harper Lee havde indtil for nylig kun skrevet den ene bog, som hun i øvrigt vandt Pulitzer-prisen for.

Og det forstår man jo godt. Der findes den slags klassikere, som når man endelig får taget sig sammen til at læse dem, og så slæber man sig igennem dem, uden man egentlig fatter særligt meget. Og man vil ikke helt indrømme, at man ikke forstår, hvorfor det er en klassiker. Sådan en bog er Dræb ikke en sangfugl IKKE.

Det er i stedet en af de bøger, man har svært ved at lægge fra sig, og som man glæder sig til at komme hjem og læse i. Fortælleren er drengepigen Scout Finch, der ikke går af vejen for et godt slagsmål. Hun bor sammen med sin storebror Jem og deres far, advokaten Atticus.

Bogen er jo nok mest berømt for beskrivelsen af den niårige Scout Finch’ far, der påtager sig opgaven at forsvare en sort mand, der er anklaget for voldtægten af en hvid kvinde. Dermed behandler den i høj grad forholdet mellem sorte og hvide i datidens sydstater. Men det er faktisk kun en del af bogen, der handler om dette. Resten af bogen skildrer børnenes leg, deres mystiske nabo Boo Radley, der aldrig kommer ud af sit hus og de forskellige beboere i den lille flække Maycomb i Alabama. Og selv om det i et godt stykke tid lidt kan føles som, at der ikke er en handling i bogen, så giver det hele egentlig meget god mening til sidst.

Det skønne ved Dræb ikke en sangfugl er, at symbolikken er tydelig, men langt fra tyk. Den er  på et niveau, hvor alle kan være med, vil jeg mene. Det er sådan en bog, som man gerne vil have mere af. Men så er det jo særdeles heldigt, at der netop er kommet en toer. Og den har jeg helt sikkert tænkt mig at læse. Så mon ikke der inden for et par måneder kommer et indlæg her på bloggen…

Harper Lee: Dræb ikke en sangfugl (1960/2015), Lindhardt og Ringhof, 366 sider